Måleren hjælper Gustav med at leve med sin diabetes

 SVT

En blodsukkermåler kan forgylde hverdagen for en diabetiker. Men regionen venter med at købe det dyre udstyr.

En sensor, der registrerer blodsukkerindholdet, kan give diabetikeren en bedre hverdag. Men udstyret er dyrt, og regionen har indtil videre tøvet med at satse. Det har betydet, at flere selv har måtte påtage sig udgifterne til et bedre liv.

Seksårige Gustav Grahn har type 1-diabetes – en sygdom, der betyder, at hans blodsukkerniveau skal tjekkes med blodprøver flere gange i døgnet. Men takket være en sensor på maven, kan han nu se direkte, hvordan han har det.

Et nyt liv for en lille dreng, der bare gerne vil være som alle andre.

– Det har hjulpet os meget, fortæller Gustavs mor, Anna. Nu ligner han en hvilken som helst dreng.

En dyr investering

Men måleren er dyr. En udgift, som regionen ikke hjælper til med – helt præcis betaler familien Grahn selv 40.000 kroner om året. Det betyder, at de må sige nej til andre ting.

– Ja, det handler om at prioritere, siger Anna Grahn. Den ferierejse må man jo vælge fra og i stedet bruge pengene på sit barn. Men det gør vi jo gerne, siger hun til Sydnytt.

Nogle regioner i Sverige har allerede satset på de såkaldte CGM-målere. I Blekinge og Skåne har man ventet, men undersøger nu, om flere skal have adgang til hjælpemidlet. Det er dyrt, men kan i sidste ende være det værd – både økonomisk og menneskeligt.

– Både måleren og sensorerne er dyre. Men en komplikation af diabetes er meget dyrere, så hvis det viser sig, at målerne er omkostningseffektive, så sparer sundhedsvæsenet jo penge, og desuden bliver det bedre for patienterne, udtaler Maria Landgren, lægemiddelchef i Region Skåne.

Blekinge følger Skånes eksempel

Regionen i Blekinge oplyser, at de præcis som i Skåne har indkøbt et lille antal målere til nærmere evaluering og som en hjælp til de sværest ramte diabetestilfælde. Men de følger udviklingen i Skåne og vil følge de beslutninger, man træffer der.

Men selvom blodsukkermåleren har forbedret livet for Gustav og hans familie, er det ikke sikkert, at alle diabetikere kan få deres egen måler.

– Jeg tror ikke, at alle er egnede til en CGM-måler, og det er heller ikke alle, der ønsker at få en, mener Maria Landgren.

Først om et halvt år kan der komme en beslutning, men livet med sygdommen fortsætter hver dag.

– Det er jo vores hverdag, fortæller Anna Grahn. Det er ikke noget, der bare forsvinder, og selvfølgelig er det forfærdeligt, at min søn har fået diabetes, men sådan er livet jo, siger hun.

 

Udgivet:

Opdateret: