Pumpe forlænger diabetikeres liv

 TT

Diabetikere, der bruger en insulinpumpe, har mindre risiko for at blive ramt af hjerte-kar-sygdom og dø for tidligt sammenlignet med diabetikere, der bruger injektioner. Det viser et banebrydende svensk studie, hvor mere end 18.000 personer deltog.

For mennesker, der lider af type 1-diabetes, findes der to måder at tilføre insulin til kroppen. Enten gennem daglige injektioner eller ved hjælp af en insulinpumpe.

Den store forskel er, at pumpen, der bæres uden på kroppen, doserer insulinet kontinuerligt over hele døgnet. Det giver mere jævne niveauer af det livsvigtige hormon.

Studier mangler

En pumpe antages at være et bedre alternativ rent medicinsk, men der mangler undersøgelser på området.

I den aktuelle undersøgelse, der præsenteres på den igangværende europæiske diabeteskongres i Wien, sammenlignede forskere ved Göteborgs universitet omkring 2.400 diabetikere med pumpe med 15.700 diabetikere, der brugte injektioner, i en 7-årig periode.

Det viste sig, at en pumpe i den aktuelle periode reducerede risikoen for at dø på grund af hjerte-kar-sygdom med 43 procent og af andre årsager med 29 procent sammenlignet med brugen af injektioner.

Sparsommelighed i sundhedsvæsenet

En ulempe ved studiet var ifølge en kommentar fra forskerne, at de personer, der brugte pumpe, var valgt ud, og derfor muligvis ikke udgjorde et repræsentativt udsnit.

Men resultatet anses alligevel for at være bemærkelsesværdigt. Frem for alt med tanke på, at det svenske sundhedsvæsen hidtil har været meget sparsomme med tekniske hjælpemidler til diabetikere – noget, som det svenske Diabetesförbundet har påpeget ved flere lejligheder. Dette i et land, som hører til blandt dem, der har den højeste forekomst af type 1-diabetes i hele verden.

– I Sverige er man særdeles restriktiv med at indsætte sådanne hjælpemidler, da det er forbundet med visse udgifter. Men disse udgifter får man betalt på længere sigt. De komplikationer, der kan opstå, er det, der virkelig koster penge. Det må sundhedsvæsenet indse og oprette et beredskab for, udtalte forbundets formand, Fredrik Löndahl, i en kommentar her i foråret.

FAKTA: INSULINPUMPE

Insulinpumper er små og bærbare hjælpemidler – cirka på størrelse med et digitalkamera.

Pumpen tilfører insulin via et infusionssæt, der består af en plastslange og en lille kanyle, der føres ind under huden.

Det betyder, at man slipper for daglige injektioner.

Ved måltiderne kan patienten regulere sin dosis insulin afhængigt af, hvor mange kulhydrater, han eller hun indtager.

Mellem 8.000 og 10.000 personer i Sverige bruger insulinpumpe.

Frem for alt børn med diabetes får en lettere hverdag med insulinpumpen.

En pumpe koster mellem 30.000 og 40.000 kroner og holder i cirka fire år. (TT)

Udgivet:

Opdateret: