Karsten | Rubin

April 2025

Karsten drømmer om at vandre gennem det skotske højland med sin søn – under åben himmel og med hængekøjen spændt op mellem træerne. Men med type 1-diabetes og en insulinpumpe, kræver drømmen planlægning.

Tag med på hans første træningstur i Danmark, hvor både udstyr og blodsukker bliver sat på prøve.

En tur ud i det blå

– Så kom dagen, hvor jeg skulle på første tur med rygsæk og hængekøje, siger Karsten. Der var lovet høj sol – 6 gr og ned til minus 3 gr om natten. Joakim, min søn, var desværre blevet nødt til at melde fra, men heldigvis var Jan trådt til. Jan er rutineret vandrer og en god hjælp.

– Rygsækken endte med at blive pakket med kun 1 ekstra tyk fleecetrøje, et ekstra sæt undertøj og tørre strømper, da vægten var oppe på 19 kg inkl. 250 gr druesukker-pulver og 4,5 l vand, eftersom pulveret blev vurderet nemmere at rationalisere end juice – og ved rigeligt pulver, kunne vandet jo hældes ud og anvendes til andet. Derudover 1 pakke figenstænger til hurtige kulhydrater. Der var en ekstra sensor med, og nok til at skifte slange og Insuflon 2 gange i min ”dametaske”. Jeg valgte i sidste øjeblik at tage en lille 3 dl drikkedunk med, som jeg kunne blande pulver i.

– Vi mødtes fredag kl. 13 ved rastepladsen i Mols Bjerge, og skulle gå 13 km, overnatte og så en anden vej retur dagen efter. Pumpen var sat til Motion, og der blev spist rugbrødsmadder med ost for at lægge en god bund. Allerede efter de første 2 km begyndte blodsukkeret at gå lavt, og første blanding druesukker blev indtaget – samtidig gav det en god snak med Jan omkring symptomer, og hvad han kunne gøre, når blodsukkeret gik lavt. Det blev en hård tur, da ingen forberedelse og kuperet terræn – inkl. næsten 20 kg på ryggen, udsatte kroppen for en hård belastning, og også psyken led.

– Efter to hårde stigninger, madpause pga. lavt blodsukker, krampe i benene – samt 2 km til shelteren, var stemningen lidt presset, men mest på grund af tvivlen om vi kunne nå destinationen. Det gjorde vi, og det var et fint sted, der dog lå i total skygge, så temperaturen faldt hurtigt. Vi fik stillet op, og lavet aftensmad (dehydreret mad, med en god portion kulhydrater i). Det blev indtaget, og der blev trukket lidt insulin fra for at sikre, at blodsukkeret ikke gik for lavt. Samtidig fik vi gang i et bål, så vi kunne få lidt varme.

– Da vi gik til ro, lå blodsukkeret stabilt, og der blev blandet en drikkedunk med 60 gr druesukker, svarende til 3 juice, så natten kunne klares. Det blev placeret i lommen i hængekøjen, sammen med pandelampen, så det var nemt at komme til. Det blev en kold nat, en rigtig, rigtig kold nat. Kl. 24 vågnede jeg efter en ret urolig søvn, med mange vågne øjeblikke. Jeg havde en spænding over brystet og blodsukkeret en anelse lavt. Tænkte: ”Underligt at have ondt i brystet, så tung var rygsækken da ikke!” Fik en kuldegysning, og fandt ud af, at det var pga. kulderystninger, at det gjorde ondt. Fik vendt sovepose og underlag korrekt, og taget en ekstra fleecetrøje på, samt drak 60 gr druesukker, og sov efterfølgende en god nats søvn.

– Da det blev morgen, var alt frosset til. Vi havde lidt vand i Jan’s trangia og så 1l i min termodrikkedunk – resten var frosset til – inkl. drikkeblæren (en fleksibel vandbeholder med en slange) til gåturen. Benene var lidt stive, så vi besluttede at skære så meget af ruten, som vi kunne. Det viste sig at være en klog beslutning. Vi fik morgenmad bestående af kogt vand rørt op med mysli, og så blev der fyldt 3 dl i drikkedunke, inkl. Druesukker-pulver (50 gr svarende til 2,5 juice). Da vi kom op fra hullet med shelteren, stødte vi på en lokal, der var ude og løbe. Han spurgte om vi havde sovet nede i gryden, hvilket vi kunne bekræfte – det må have været koldt, da hans bil stod på minus 5 gr, og gryden var oftest 3-5 gr koldere, så forståeligt at vi havde frosset aftenen i forvejen og alt vand var frosset til – selv inde midt i rygsækkene.

– Dagen blev et slid med vurderinger på, hvilke veje der krævede mindst, så min krop kunne holde til det. Blodsukkeret var rimelig stabilt (lå en anelse højt) og så krydret med masser af gode historier, for at holde tankerne væk fra, hvor hårdt det var. Samtidig i løbet af formiddagen begyndte vi at drøfte muligheden for at jeg satte mig, og Jan hentede en bil og samlede mig op – dette skulle dog ikke gøres, hvis det gav mig et nederlag. Det ville det ikke gøre, da oplevelsen af en tur med rygsæk, god tid, hængekøje og godt selskab var perfekt.

– Strabadserne endte ved middagstid, hvor vi var 2 km fra parkeringspladsen, og der endnu var et par grumme stigninger tilbage. Her blev jeg sat med 2 rygsække og efter en middagsmad, gik Jan tilbage og fandt bilerne, og hentede mig, så vi kunne lave en briefing på parkeringspladsen, inden vi kørte hver til sit. Briefing og opsamling viste, at vi fredag havde gået 13 km og besteget et antal meter svarende til 18 etager, og lørdag hvor vi stak af, havde jeg gået 9 km (og Jan 11 km) og besteget 15 etager. På turen var der drukket 172 gr druesukker! Det var lige spændende nok som første tur, og da jeg efter 1,5 times kørsel atter var hjemme, var energien væk.

– De første 3 timer hvor jeg var hjemme og lå på sofaen, drak jeg 1,6 l juice for at holde mit blodsukker over 4,0, da kroppen nu åbenbart kunne restituere og slappe af. Heldigvis virkede pumpe og sensor, så jeg fik advarsler, og resten af aftenen og natten holdt pumpen blodsukkeret stabilt, så jeg søndag blot havde lidt ømme ben.

– Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg skal på tur, og fremtiden byder på flere småture med oppakning (5-10 km pr gang), for at vænne kroppen til gåture og ekstra vægt. Håber at kunne tage næste tur snart igen.

Vi i Rubin Medical sætter pris på, når vores brugere deler deres oplevelser. Vi vil dog gerne henlede opmærksomheden på, at oplevelsen af forskellige diabeteshjælpemidler og type 1-diabetes er individuel og kan variere fra person til person. Diskutér hvilken behandling, der er bedst for dig, med din diabetesklinik.