Når noget driller

Da pumpen gik i sort – og jeg næsten gjorde det samme 

Da pumpen gik i sort – og jeg næsten gjorde det samme 

Nogle gange er det vigtigste ikke at gå i panik

For et par uger siden sad jeg som så mange gange før og skulle skifte reservoir og indstik.

Jeg plejer samtidig at sætte pumpen til opladning. Det passer som regel meget fint med batteriniveauet, så jeg får lavet lidt “fuld service” på pumpen i samme ombæring. 

Jeg bruger det drejbare etui med den store bælteclips, og når jeg skifter reservoir, kommer der jo en kort afbrydelse af strømmen. Det har jeg gjort utallige gange uden problemer. 

Denne gang gik det bare ikke helt, som det plejer. 

 

Da pumpen begyndte at larme 

Pludselig meldte pumpen, at der kun var 5 % strøm tilbage. 

Det gav ikke meget mening, da batteriet reelt lå omkring 60-70 %. 

Samtidig begyndte den at opføre sig ganske højlydt og utilfreds. 

Selvom pumpen protesterede, fortsatte jeg med at gøre det nye sæt klar. På det tidspunkt var det heldigvis endnu ikke koblet på mig. 

Men så begynder tankerne jo at køre. 

Skal jeg nu finde penne frem? 

Var det ikke noget med nogle insulinpenne nede i køleskabets grøntsagsskuffe? 

Hvordan var det nu lige med doserne? 

Skal jeg ringe til ambulatoriet? 

Og hvad nu hvis … 

 

Når hovedet løber hurtigere end pumpen 

Der er ikke meget hjælp i at sidde og bekymre sig alt for længe. 

Så jeg fandt vejledningen på Rubin Medicals hjemmeside og fulgte anvisningerne for genstart af pumpen. 

Normalt er brugsanvisninger ikke mit førstevalg. 

Rigtige mænd tager jo heller ikke backup af computeren … 

Men denne gang gjorde jeg faktisk præcis, som der stod. 

Desværre uden resultat. 

Eller sådan troede jeg i hvert fald. 

 

Det lille trin jeg havde overset 

Da tiden begyndte at presse lidt på, ringede jeg til Stefan i Rubin Medicals Kundesupport. 

Vi gennemgik processen sammen. 

Og så viste det sig, at jeg faktisk havde overset én vigtig ting. 

Jeg havde ikke givet pumpen tid. 

Det viste sig også undervejs, at pumpen var revnet ved ladestikket. Ikke noget mærkeligt i sig selv – den fyldte faktisk fem år sidste år. 

Så selvom den stadig fungerede, kunne ingen garantere, at der ikke på sigt ville komme fugt ind i elektronikken. 

 

Pludselig virkede det hele igen 

Mens Stefan og jeg talte sammen, kom pumpen stille og roligt til fornuft. 

Batteriet sprang tilbage til 100 %. 

Pumpen fungerede igen. 

Sensoren skulle lige forbindes på ny, men efter få minutter var alt tilbage til normalen. 

Det var en god påmindelse om, at lidt tålmodighed nogle gange er en del af løsningen. 

 

En ny pumpe på vej 

Jeg kontaktede mit ambulatorium, som med det samme satte en udskiftning i gang. 

Få dage senere lå der en pakke fra Rubin Medical i pakkeboksen. 

Den gamle pumpe fungerede stadig, så jeg kunne tage det helt roligt. 

Jeg fik pakket den nye pumpe ud, sat den til opladning og begyndte derefter at overføre oplysningerne fra den gamle pumpe. 

Det tog lidt tid, men var faktisk overraskende ligetil. 

Inden længe var reservoir, indstik og G7-sensor på plads, og alt kørte igen. 

Mission completed. 

Næsten. 

Jeg manglede lige at koble pumpen sammen med min iPhone. 

 

En bonus jeg ikke havde regnet med 

Opkoblingen til telefonen gik faktisk helt smertefrit. 

Appen blev hentet, forbindelsen oprettet, og kort efter kunne jeg give insulin fra mobilen. 

For dem der tænker, om man så ved et uheld kan komme til at give insulin ved at fumle med telefonen, så er svaret nej. 

Hos mig kræver det ansigtsgenkendelse, før en bolus kan aktiveres. 

Så udskiftningen gav faktisk også en ny funktion, som jeg ikke havde haft før. 

Og tro det eller ej: 

Alle de små lyde og mekaniske klik, som jeg efterhånden havde vænnet mig til på den gamle pumpe, de var pludselig væk. 

 

Hvad lærte jeg af det? 

For det første, at man ikke skal gå i panik, når teknikken driller. 

For det andet, at det nogle gange hjælper at give tingene lidt tid. 

Og for det tredje, at man ikke skal være bange for at række ud efter hjælp. 

Mit ambulatorium tilbød hjælp til opstarten af den nye pumpe, men jeg valgte at klare det selv. 

Det betød noget for mig. 

Men hvis man er det mindste usikker, vil jeg klart anbefale at tage imod hjælpen eller kontakte Rubin Medicals Kundesupport. 

Det er derfor, de er der. 

Og så vil jeg slutte med at sige, at ambulatoriet også spurgte, om jeg ville kigge på andre pumpemodeller i forbindelse med udskiftningen. 

Det var god stil. 

Men jeg takkede pænt nej. 

Jeg er fortsat rigtig glad for min Tandem t:slim X2 – og efter hele forløbet måske endda lidt mere glad end før. 

 

 

Jeg hedder Jørn Sørensen og er 69 år. Jeg har haft type 1-diabetes siden 1992. Jeg er vild med rejser på motorcykel og lever i det hele taget et aktivt liv, og lader mig ikke begrænse af min type 1-diabetes. 

Vi i Rubin Medical sætter pris på, når vores brugere deler deres oplevelser. Vi vil dog gerne henlede opmærksomheden på, at oplevelsen af forskellige diabeteshjælpemidler og type 1-diabetes er individuel og kan variere fra person til person. Diskuter hvilken behandling der er bedst for dig med din diabetesklinik. 

Dette produkt er muligvis ikke det rette for dig. Læs og følg altid instruktionerne i brugsanvisningen. Besøg www.tandemdiabetes.com/saftyinfo  for yderligere vigtig sikkerhedsinformation. 

Skriv en kommentar
Læs kommentarer (0)

Du kunne måske også lide

0 kommentarer:

Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at kommentere!

Deltag i diskussionen

Din kommentar skal først gennemgås, før den offentliggøres. Du, der kommenterer, er selv ansvarlig for indholdet af kommentaren. Den ansvarlige udgiver af dette websted påtager sig intet ansvar for kommentarerne. Hos Rubin Medical opfordrer vi kommentatorerne til at bruge en venlig tone, et høfligt sprog, opføre sig ordentligt og overholde gældende lovgivning.