Alder: 25 år
Bopæl: Kolding
Familieforhold: Bor med min kæreste, ingen børn eller husdyr
Hvad laver du til daglig? Jeg læser en Cand. Merc. i Styring og ledelse, har studiejob og lever et liv i sus og dus! – Med træning, rejser, venner, fester, skole og elsker at samle på nye gode minder.
Type 1 siden: Juni 2022
Pumpe siden: Januar 2024
Favorit snack mod lavt blodsukker: Det skifter lidt i perioder, men lige nu er jeg særligt glad for Capri Sun, Kex-kiks eller en god banan.
Det bedste ved at have pumpe for mig er: Jeg bliver faktisk stadig lidt rørt, når jeg tænker på forskellen mellem mit liv på pen og mit liv med pumpe. Da jeg fik diabetes, vidste jeg ikke bedre. Jeg troede egentlig bare, at livet med diabetes var så hårdt, som jeg oplevede det. Jeg troede, at afbrudt søvn, konstante justeringer, blå mærker efter utallige stik og planlægning flere timer (dage) i forvejen bare var en naturlig del af pakken.
Hvis jeg skulle være aktiv, skulle jeg tænke langt frem, fordi den langtidsvirkende insulin ofte satte begrænsninger for mine planer. Jeg brugte enormt meget energi på at få det hele til at hænge sammen, men dengang troede jeg bare, at sådan var livet med diabetes.
Jeg havde et brændende ønske om at komme på pumpe, men det var ikke helt nemt, når man samtidig var velreguleret på pen. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at der måske fandtes en lettere måde at leve med diabetes på. Jeg havde hørt, at man kunne tilpasse insulinen langt mere præcist, og at mange oplevede bedre nætter med Tandem t:slim X2 pumpen.
Da jeg endelig fik bevilget pumpen efter et par afslag, kom der pludselig nogle helt nye bekymringer. En slange og tanker om at være ”synligt syg”.
Men helt ærligt; Det er noget af det bedste, der er sket for mig.
I dag er diabetes selvfølgelig stadig en kæmpestor del af mit liv, men den fylder ikke længere det hele. Den føles ikke som den mentale fodlænke, den gjorde for mig på pen. Jeg har fået mere frihed, mere fleksibilitet og langt mere ro i hverdagen.
Og måske vigtigst af alt: Jeg vågner udhvilet og det havde jeg næsten glemt, hvordan føltes!! Og så kan jeg være spontan og impulsiv igen!!
“Noget jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig tidligere…”
Træk vejret, Madicken! Livet med diabetes er en kæmpe læringsproces, og ingen forventer, at du kan det hele fra dag ét. Du kommer til at lære, fejle, justere og lære lidt mere. Alt kan ikke – og skal IKKE være perfekt hele tiden.
Du gør det så godt, du kan, med den viden og erfaring du har lige nu. Ingen har et snorlige blodsukker, selvom det nogle gange kan se sådan ud udefra. Prøv at slippe kontrollen lidt indimellem og husk at leve livet. For diabetes stopper ikke dine drømme.Bevares, det kræver lidt ekstra planlægning og nogle ekstra tanker. Men du kan stadig DET DU DRØMMER OM; rejse, forelske dig, tage en uddannelse, dyrke sport, få børn og ja skabe præcis det liv, du drømmer om. Men det vil være et skridt frem og to tilbage, så sænk skuldrene og paraderne og kast dig ud i det. Du behøver ikke at vide præcis, hvordan det hele skal gå. Du skal bare tage det første skridt. Nogle gange går det fantastisk og andre gange lærer du noget, du kan tage med videre. Begge dele er mega værdifulde. Jeg lover dig, at du er langt stærkere og mere modig, end du tror.
“Min mest kaotiske/sjove diabetes-situation…” Min far er fra Nord Sverige, og en sommer besluttede vi os for at bestige det højteste fjäll i SydLappland. Det er egentlig et fjäll, som de fleste tager til om vinteren, fordi de sidste 5-6 kilometer består af ret udfordrende terræn med rullende store sten.
Min far havde altid drømt om at bestige det om sommeren, så den sommer drog min far, min kæreste og jeg afsted. Min kæreste havde aldrig været på en rigtig vandretur før, men han er atlet, så formen var der i hvert fald. Både han og min far var ret nervøse inden turen. Jeg forstod ærligt talt ikke helt hvorfor. Jeg er nok lidt af en naiv drømmer og har det med at fokusere mere på mulighederne end på alle de ting, der kan gå galt. Bevares jeg har tænkt over alt, men jeg ser alle mulighederne.
Som altid havde jeg pakket min rygsæk med det halve af køleskabet. Kulhydrater, ekstra kulhydrater, væske, endnu flere kulhydrater og alt muligt andet, jeg kunne få brug for på grund af min diabetes.
Det var en af de varmeste dage, så vi mødte også kun to andre vandrere. Solen bagte, og den usædvanlige varme havde tørret meget af området ud. Jeg havde derfor flere flasker med saft koncentrat i tasken, som jeg løbende kunne blande op med vand undervejs. På den måde slap jeg for at slæbe unødigt mange kilo op ad fjeldet.
Vi nåede toppen, nød udsigten og begyndte turen ned igen. Men på vej ned blev min far utilpas, desorienteret og havde brug for at sætte sig ned flere gange. Vi havde nemlig regnet med at kunne fylde vand på undervejs, som man normalt kan, men de små vandløb var stort set udtørrede på grund af varmen. Så både min far og min kæreste var løbet tør for væske.
Heldigvis sad jeg stadig med en næsten fuld flaske vand og en halv flaske saft i rygsækken. Da jeg drak lidt løbende og ikke store mængder på en gang.
Så pludselig stod jeg dér med mine nøje planlagte diabetes-reserver og reddede dagen. Vi blandede elektrolytter i vandet, min far fik drukket godt, og efter en pause kunne vi fortsætte ned ad fjeldet.
Vi kom alle sikkert ned, fik fyldt vanddunkene op ved et vandløb nogle km længere nede og kom godt hjem. Og jeg griner stadig lidt af, at de to, der havde været mest nervøse for turen, måske også overtænkt worst case med min diabetes, endte med at blive ”reddet” af min diabetes. Det er nok en meget god beskrivelse af mit forhold til diabetes. Den fylder selvfølgelig, men den har også lært mig at være forberedt, tænke fremad og tage tingene, som de kommer.
