Motion og pumpen – hvad der virker for mig
Når jeg snører løbeskoene – især til en halvmaraton – kan jeg mærke forskellen med det samme. Med Tandem t:slim X2 insulinpumpen føles det, som om jeg har mere ro på: Jeg kan fokusere på tempo, vejrtrækning og den rytme, jeg gerne vil ind i, i stedet for hele tiden at skulle gætte mig frem, som da jeg var pen behandlet, og også havde langsomtvirkende insulin “liggende” i kroppen.
Aktivitetsprofilen Motion
Jeg bruger næsten altid aktivitetsprofilen Motion i pumpen, når jeg er i gang: på løbeturen, når hunden skal luftes, eller når jeg får taget fat i haven eller garagen. Den lille feature har faktisk gjort min hverdag meget nemmere, fordi jeg har et stillesiddende arbejde – og så til gengæld ofte er meget fysisk aktiv i min fritid.
Morgenture fungerer bedst for mig
Det, der oftest fungerer bedst for mit blodsukker, er at løbe om morgenen. På det tidspunkt har jeg ingen aktiv insulin i kroppen, og jeg starter mere “neutralt”. Sådan gør jeg typisk, når jeg løber om morgenen:
- Jeg sørger for, at der ikke er aktiv insulin i kroppen.
- Inden jeg løber, giver jeg en mikrobolus på 0,05 enheder, for at modvirke at pumpen finder på at give en korrektionsbolus, hvis blodsukkeret stiger undervejs.
- Jeg spiser et halvt stykke rugbrød, inden jeg løber.
- Jeg slår aktivitetsprofilen Motion til, før jeg starter.
- Efter ca. 4 km tager jeg 2 stykker druesukker.
- Ofte giver jeg en korrektionsbolus på 1 enhed efter løbet.
- Jeg slår aktivitetsprofilen Motion fra, når jeg er færdig med at løbe
Hvis jeg løber senere på dagen, gør jeg grundlæggende det samme – men der sniger sig typisk også et æble med ind, inden jeg smutter ud ad døren.
Tilpasset personlig profil til halvmaraton
Når det gælder halvmaraton, er jeg lidt mere forberedt og kører en mere fast rutine. Her er det, jeg typisk gør:
- Jeg starter aktivitetsprofilen Motion en halv time før løbet.
- Jeg har en specielt tilpasset personlig løbeprofil, som jeg har lavet i samarbejdet med min diabetessygeplejerske. Den starter jeg også en halv time før løbet.
- Jeg giver en mikrobolus på 0,05 enheder for at undgå, at pumpen korrigerer ved højt blodsukker. Nogle gange giver jeg en ekstra korrektionsbolus efter 55 minutter, så jeg er dækket ind mod korrektionsbolus under hele løbet.
- Inden start spiser jeg et stykke rugbrød.
- Hvis blodsukkeret falder til under 7 mmol/l, spiser jeg 2 stykker druesukker.
- Efter løbet giver jeg 2 enheder for at forebygge stigende blodsukker
- Jeg slår aktivitetsprofilen Motion fra, når jeg er færdig med at løbe
Ovenstående er mine erfaringer med motion og Tandem t:slim X2 insulinpumpen. Nogle dage sidder det hele lige i skabet, og andre dage spiller kroppen ikke helt efter “manualen” – men rutinen giver mig et godt udgangspunkt og langt mere tryghed på turen.