Sommer, synlig diabetes og følelsen af bare at ville være sig selv
Sommeren kan noget helt særligt. Der er noget ved de lange lyse aftener, spontane planer, ferier, strandture og følelsen af, at livet bliver lidt lettere. Som om skuldrene sænker sig en lille smule, og man får lov til bare at være til stede og nyde livet.
Men når man lever med type 1-diabetes, kan sommer også være den tid på året, hvor man bliver lidt mere opmærksom på sin sygdom. Ikke nødvendigvis fordi diabetes fylder mere i kroppen, men fordi den pludselig fylder mere visuelt.
Der er mindre tøj, mere hud og flere sociale sammenhænge. Og det lyder måske som en lille ting, men nogle gange kan det fylde mere, end man lige tror.
Pludselig sidder sensoren meget synligt på armen i bikini eller badetøj. Pumpen skal have en plads i sommerkjolen, shortsene eller toppen, og de små mærker efter sensorer, indstik eller insulinpenne bliver synlige på en helt anden måde. Selv de lidt mærkelige tanlines efter sensorer kan få én til lige at kigge en ekstra gang i spejlet, eller de små blå mærker som nogle af os kender alt for godt.
Og for størstedelen af tiden tænker jeg faktisk ikke særlig meget over min diabetes. Den er bare blevet en del af mig og min hverdag. Men når sommeren kommer, bliver jeg nogle gange mere opmærksom på det hele igen.
Ikke fordi jeg skammer mig over min diabetes. For det gør jeg faktisk ikke.
Men fordi man nogle gange bare gerne vil være sig selv, før man er hende med diabetes.
Jeg kan stadig tage mig selv i at tænke:
“Kommer der spørgsmål om mit udstyr?”
“Er det det første folk lægger mærke til?”
“Ser de mig, eller ser de min diabetes?”
For nogle gange kan det godt føles som om, at udstyret kommer ind i rummet før én selv.
Og det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har intet imod spørgsmål.
Jeg vil faktisk gerne snakke om diabetes, og jeg vil hellere end gerne hjælpe andre med at forstå det. Men nogle gange ville jeg også bare ønske, at det første vi talte om, var mine sommerplaner, ferien jeg lige har været på, eller den koncert jeg glæder mig til, fremfor min pumpe eller sensoren på min arm.
Jeg tror også, at det særligt rammer i de situationer, hvor man i forvejen bare gerne vil passe ind. Når man står på stranden med sine veninder, tager på ferie eller møder nye mennesker.
For jeg tror ikke nødvendigvis, at det handler om at skjule sin diabetes. Jeg tror mere, det handler om ønsket om bare at få lov til at være mig først.
Jeg har altid rejst med mine veninder, men efter jeg fik diabetes, var der pludselig nogle samtaler, vi aldrig havde haft før. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ret naiv på den måde, at jeg helst ikke vil lægge ansvar over på andre. Jeg vil helst klare det selv og helst ikke ses anderledes på.
Men ligegyldigt hvor meget jeg ønskede, at det kun skulle ligge på mine skuldre, så kan jeg jo ikke løbe fra, at jeg har fået diabetes.
De ved i dag godt, hvad de skal gøre, hvis jeg bliver lav, men det var faktisk ikke en samtale, jeg havde særligt meget lyst til at tage. Ikke fordi det var pinligt. Jeg tror bare, at jeg havde lyst til bare at være mig. Hende de altid har kendt, siden børnehaven. Jeg havde ikke lyst til de der bekymrede øjne eller følelsen af at skulle tages særligt hensyn til. Jeg havde lyst til bare at være veninden på ferien, ligesom jeg altid havde været.
Samtalen betød noget for mine veninder
Men efter snakken gik det faktisk op for mig, at den samtale nok betød mere for dem, end den gjorde for mig. For selvom jeg er meget åben omkring min diabetes, har jeg nok altid haft et lag længere inde generelt, som jeg ikke helt inviterer andre ind i. Og den her samtale føltes svær, fordi den gjorde det lidt mere virkeligt for mig. At jeg faktisk er syg, uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kan jeg ikke løbe fra det, og for dem var det virkelig rart at jeg viste ”sårbarhed”, som jeg normalt sjældent viser.
Men efterfølgende kom snakkene helt naturligt på ferien. I supermarkedet fortalte jeg måske bare, at jeg lige købte nogle müslibarer og juice til mit blodsukker, så vidste de også helt naturligt, at det var mine.
Og måske var det egentlig dér, det gik op for mig, at det ikke nødvendigvis er diabetes, der får mig til at føle mig anderledes. Nogle gange er det mere frygten for at blive set som anderledes? Jeg ved ikke om det giver mening. Jeg ved ikke om andre kender følelsen, men mit hjerte græder nogle gange, mens jeg står og smiler. Hvis vi har lagt planer, glædet os til noget eller været spontane, og mit blodsukker pludselig sætter en pause for det hele… Det har jeg det svært ved.
Da jeg var på pen, havde jeg det faktisk svært med mine blå mærker om sommeren. Jeg fik blå mærker næsten hver gang jeg stak mig, så mine lår og min mave var fyldt med små blå, lilla og gule mærker. Jeg tænkte virkelig meget over hvad andre mon tænkte om det? Tror de, at der er sket noget? Tror de, at jeg har gjort noget ved mig selv?
I dag er jeg på pumpe og har i stedet små mærker og sår efter sensorer og indstik. Og de er der stadig. Men på en eller anden måde føles det anderledes nu, måske fordi der er gået en håndfuld år og jeg er blevet ældre. Men jeg vil helst ikke have taget billeder fra siden, for så bliver det pludselig meget tydeligt for mig, hvor mange små mærker og sår der faktisk sidder på min krop. Og selvom jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg aldrig tænker over det længere, så gør jeg det stadig nogle gange. Måske ikke med ”skam” længere, men mere med en stille sorg over, at min krop nogle gange bærer rundt på lidt mere, end andre ser.
