Mens der blev spillet bowling, snakkede vi om de ”driller-tanker” Magnus havde, og vi snakkede om, hvad der sker i kroppen, når den bliver udsat for det chok den får, når den bliver stukket, når man sover. Vi snakkede om, hvordan Magnus kunne øve sig på ikke at blive stukket om natten
I de efterfølgende samtaler arbejdede vi med vanskelighederne gennem leg og relation til Havana samt min terapeutiske og pædagogiske tilgang.
Vi udarbejdede en plan, som Magnus sammen med sine forældre kunne arbejde hjemme med. Planen indeholdt opmærksomhedspunkter, træningsøvelser og redskaber. Magnus fandt ud af, at ved sensorskift var det den høje lyd han blev bange for. Han prøvede derfor med sine høretelefoner. Han valgte god og sjov musik. Det virkede, og Magnus kunne nu træne at skifte sensor om dagen. Ved indstik har Magnus sammen med sine forældre lavet nogle gode rutiner. Der bliver skiftet det samme sted. Magnus tæller og siger “NU”og så sætter mor eller far indstik på.
Magnus er i mål. Han skifter nu kun sensor og indstik om dagen. Han har aftalt med sine forældre, at selv om det nogle gange stadig er svært, så er det ikke en løsning at gå tilbage til at skifte om natten. Er det svært en dag, arbejder familien med belønning. Det kan være det er Magnus, der bestemmer aftensmaden, at de spiller et spil, spiser en is eller noget andet Magnus synes, er rart. Det er en rigtig god metode til at lære hjernen, at selv svære situationer kan overvindes.
Ved at belønne hjernen i en svær situation, som sensorskift eller indstik kan være, efterlades der et positivt aftryk, så næste gang der skal laves sensorskift eller indstik, husker hjernen belønningen og handlingen bliver nemmere. Jo flere gange det gøres, jo mere husker hjernen det positive. Det betyder at drille-tankerne og angsten forsvinder.
