Fra Danmark til Paris på cykel med type 1-diabetes
Personlig fortælling, der måske kan inspirere andre?
Da jeg blev diagnosticeret med type 1-diabetes, havde jeg enormt svært ved at finde vej tilbage til træning. Hver gang jeg forsøgte at løbe en tur eller tage ned og træne, føltes det som at løbe direkte ind i en betonmur. Blodsukkeret gjorde oplevelsen ekstrem dårlig gang på gang, og det, der før havde givet mig energi, blev i stedet forbundet med frustration, nederlag og sorg. Til sidst forsvandt motivationen fuldstændigt. Træning blev ikke noget, jeg kunne overskue, for det sugede al energi ud af mig,
Så ja, det lyder måske lidt tosset, men midt i den følelse meldte jeg mig til Team Rynkeby, som cykler fra Danmark til Paris for at samle penge ind til alvorligt syge børn. Noget ved formålet ramte mig. Samtidig blev det også en måde at tvinge mig selv til at se mine egne nederlag i øjnene, for jeg ville gerne være en del af noget større end mig selv. Noget der handlede om mere end mit eget blodsukker og min egen frustration. Når jeg så på de børn indsamlingen gik til, vidste jeg også godt, at de formentlig kæmpede med noget, der var langt tungere end det, jeg stod i.
Træningen strakte sig over et lille år, og det var alt andet end en lige vej. Nogle træninger var præget af stabile blodsukre, andre af tårnhøje eller lave, der kom ud af det blå. Men jeg blev ved. Det var ekstremt grænseoverskridende at træne, uden altid at føle, at jeg havde kontrol over min egen krop, og der var flere gange, hvor det hele blev for meget, og frustrationerne først fik frit løb, når jeg kom hjem. Fordi jeg havde givet alt og alligevel modarbejdede kroppen mig.
I starten kørte jeg konstant lavt, og det var både ubehageligt, farligt og mentalt drænende. Ved diabetesdebut startede jeg op på pen, og det viste sig senere, at den langtidsvirkende insulin, jeg havde, simpelthen ikke var justeret korrekt i forhold til den mængde aktivitet, jeg lavede. Da den blev ændret, begyndte der så småt at komme succesoplevelser. Et halvt år inde i træningen fik jeg min insulinpumpe, og det blev et vendepunkt. Det var vinter, så træningen foregik primært på spinningscykler, og de første par gange var ærligt talt noget værre rod, og jeg følte jeg var tilbage til mit startudgangspunkt. Men efter justeringer og lidt tålmodighed begyndte træningerne at føles mere stabile, og blev noget jeg glædede mig til.
Alligevel føltes det i starten som ét skridt frem og tre tilbage. Jeg følte, at jeg ikke fik særlig meget hjælp fra min diabetesklinik, og det føltes ofte som at stikke en finger i vejret og håbe på, at sol og måne stod rigtigt. Ekstremt frustrerende og hårdt. Lidt efter lidt begyndte det dog at fungere bedre, og flere træningsture blev blodsukkermæssigt stabile.
Efter et halvt år blev jeg henvist til Idrætsklinikken i Aarhus, hvor de havde et specialiseret forløb for mere fysisk aktive personer med type 1-diabetes. Her blev det sidste justeret. Jeg fik finjusteret de forskellige profiler i pumpen afhængigt af, om vi kørte lange flade strækninger, mere kuperet terræn og når vi skulle restituere om natten efter en lang dag i sadlen. Jeg fik også konkrete strategier for kulhydratindtag i timen, natmad og insulin til måltiderne undervejs. Det gav en enorm tryghed og var virkelig et lyspunkt.
Selve turen fra Odense til Paris gik overordnet langt bedre, end jeg havde turdet håbe på. Jeg havde et meget, meget lavt blodsukker undervejs, som opstod på grund af kommunikationsproblemer i feltet. Da vi endelig stoppede, havde jeg ikke kræfter til at klikke ud af pedalerne og måtte lade mig vælte med cyklen. Det var voldsomt for flere af de andre i feltet, men også en påmindelse om, hvor vigtigt det er med kommunikation. 5 km er ikke det samme som 15, når man har type 1-diabetes.
Vi havde generelt aftalt, at hvis mit blodsukker drillede, trak jeg mig ud af feltet og lagde mig bagerst. Det gav mig ro til at holde bedre øje med det og minimerede frygten for at styrte og tage andre med mig. På anden dagen skete der dog et større styrt, hvor jeg fik et brud på mit ribben. Smerten, chokket og adrenalinen sendte mit blodsukker helt ud at danse, men heldigvis kunne jeg justere pumpen, så jeg dagen efter fik en mere stabil dag, trods smerterne.
Når jeg ser tilbage, var det hele ekstremt grænseoverskridende. At starte uden at kende nogen, at være i dårlig form, at forbinde træning med nederlag og frustration. Og samtidig blive mødt som “den unge, friske person”, som andre nok tænkte, ikke havde de store udfordringer.
Men netop derfor betyder turen så meget for mig i dag.
Ikke fordi det var let med en ny diagnosticeret type 1-diabetes, men fordi jeg gjorde det på trods, og det blev en kæmpe succesoplevelse. Fællesskabet, holdet og alt der hørte med ville jeg give min højre arm for at opleve igen, med præcis de samme mennesker.
Og hvis min historie kan give bare én anden med type 1-diabetes mod på at prøve igen, på trods af frygt, frustration og dårlige erfaringer, så varmer det mit hjerte.
