Ting som min diabetes har lært mig
Empati
At leve med en sygdom der ikke kan ses udefra, har lært mig noget helt grundlæggende om empati. For man ved aldrig, hvad andre mennesker går igennem, når de ikke siger det højt.
Jeg ved hvor let det er at ”fake it ‘till you make it”, selv når kroppen eller hovedet er på overarbejde. Det har gjort mig meget mere opmærksom på det usagte i mødet med andre.
Jeg dømmer ikke andre, men tænker mere over, at der kan ligge en historie bag.
Vedholdenhed
Noget af det, diabetes virkelig har lært mig, er vedholdenhed. For der findes ingen fridage, pauser, eller mulighed for at skubbe det til i morgen. Også på de dage, hvor man er helt udkørt, der skal man stadig forholde sig til tal, beslutninger og konsekvenser… Nogle nætter er man oppe flere gange, uden at nogen kan se det på én dagen efter. Andre dage har kroppen lige været presset til det yderste af et lavt blodsukker, og alligevel fortsætter man, som om ingenting er sket.
Tålmodighed
Tålmodighed er noget jeg virkelig har lært, og ofte gennem frustration. Blodsukkeret reagerer ikke øjeblikkeligt, og insulin gør ikke altid, hvad man forventer og sjældent hurtigt nok. Man kan gøre alt “rigtigt” og stadig stå med noget, der er helt ved siden af. Før i tiden gik jeg hurtigt i panik og overkorrigerede. I dag har diabetes lært mig at trække vejret og give kroppen tid. Ikke fordi det er nemt, men fordi det ofte er det bedste outcome.
Taknemmelighed
Selvom det måske lyder mærkeligt, har diabetes også lært mig om taknemmelighed og at sætte pris på ting. Når blodsukkeret ligger stabilt, og kroppen samarbejder, føles det som en lettelse… Den følelse tror jeg, jeg ville have taget for givet, hvis ikke jeg havde oplevet, hvor meget kroppen også kan modarbejde én. Det har gjort mig meget mere opmærksom og bevidst om at sætte pris på alt det jeg kan, og ikke tage ting som en selvfølge. Bevares nogle ting er lidt mere udfordrende, men jeg kan stadig.
En styrke, der er svær at beskrive
Jeg har ikke valgt diabetes, og jeg har ikke fået et kursus til at leve med det inden. Jeg har lært det undervejs.
Lært at tage et hav af beslutninger hver eneste dag, og samtidig leve et liv ved siden af. Der er en stille styrke i at navigere i det her dag ud og dag ind, gennem arbejde, relationer, oplevelser og alle livets begivenheder. Også på de dage, hvor jeg er træt af det hele… For der er ikke et valg, og det har givet mig en enorm styrke.
Multitasking
At kunne føre en samtale hen over frokosten, mens der samtidig kører et regnestykke i hovedet om kulhydrater, insulin og timing og stadig være til stede i samtalen. Det er blevet så naturligt, at jeg nogle gange glemmer, hvor meget der egentlig foregår i baggrunden af mit hoved hele tiden!
Måden man ser på
Jeg kunne også vælge at se på diabetes langt mere dystert. Og nogle dage bander jeg det da også langt væk. For det er ikke nemt, og det er ikke noget, jeg har bedt om. Men jeg ved også, at hvis jeg bliver i den tanke for længe, så ender jeg i en ond spiral, som jeg har svært ved at komme ud af igen…
For mig ville det føles som et personligt nederlag at ende med at se mig selv som et offer, fordi jeg begynder at leve i fortællingen om, at det er synd for mig. Ikke fordi det ikke må være svært, men fordi jeg ikke ønsker, at diabetes skal definere mig på den måde.
Det her er nogle af de ting, diabetes har lært mig gennem årene. Hvad har livet med diabetes lært dig? 💙
Hej, jeg hedder Madicken, er 25 år gammel og bor i Kolding sammen med min kæreste. Vi har hverken børn eller husdyr endnu, men til gengæld et liv med fart på. Til daglig læser jeg en Cand.Merc i Styring og Ledelse, samtidig med at jeg har studiejob ved siden af. Jeg elsker at holde mig i gang og fylde livet med oplevelser, så min hverdag består ofte af en blanding af træning, rejser, venner, fester, studier og alt det indimellem. Jeg elsker at samle på gode minder og siger sjældent nej til et nyt eventyr eller en spontan oplevelse. På Instagram deler jeg ud om livet med diabetes på godt og ondt: Diabetes1_Madicken
Vi i Rubin Medical sætter pris på, når vores brugere deler deres oplevelser. Vi vil dog gerne henlede opmærksomheden på, at oplevelsen af forskellige diabeteshjælpemidler og type 1-diabetes er individuel og kan variere fra person til person. Diskuter hvilken behandling der er bedst for dig med din diabetesklinik.
Dette produkt er muligvis ikke det rette for dig. Læs og følg altid instruktionerne i brugsanvisningen. Besøg www.tandemdiabetes.com/saftyinfo for yderligere vigtig sikkerhedsinformation.