Da mit barn fik diabetes – tanker fra en mor
Som mor til et ungt voksent barn, der er flyttet hjemmefra og får diabetes, opstår der utroligt mange tanker, bekymringer og vågne nætter, hvor tankerne flyver i alle retninger.
Bekymringerne fylder samtidig med at stoltheden vokser
Bekymringerne bunder i usikkerheden om, hvordan det hele skal gå, hvilke konsekvenser det får, og hvordan det kommer til at præge hendes liv, drømme og ikke mindst hverdag.
Tanken om, at ens barn skal leve med en kronisk, omfattende og livsændrende sygdom, gør virkelig ondt i hjertet. Der opstår en sorg over, at det lige netop er ens barn, der skal leve med det – at man ikke kan tage det fra hende og heller ikke kan hjælpe på samme måde, når hun ikke bor hjemme.
Tankerne og frygten for, om der sker noget, når hun er alene, og man selv bor langt væk.
Men samtidig kom der også en kæmpe stolthed i at se, hvor meget ejerskab og bevidsthed hun tog omkring sin diabetes – og hvordan hun tog det til sig.
Den svære balance
Som forælder er det utroligt svært at finde balancen i, hvor meget eller hvor lidt man skal spørge ind til, hvordan det går med hendes diabetes.
Man vil ikke trænge sig på, for det er ikke diabetes, der skal være styringspunktet for samtalerne. Men man vil heller ikke virke ligeglad. For det er man bestemt ikke.
Det er en svær balance, men her er det blevet til, at hun nok skal sige til, hvis der er noget.
At stå på sidelinjen
Det er svært at følge med på sidelinjen. Vi som forældre har ikke lært at tælle kulhydrater, skifte udstyr eller på andre måder sat os ind i det at leve med diabetes.
Det er noget, vi lærer stille og roligt gennem hende – og det vi selv opsøger i fællesskaber, blandt andet på Facebook.
Det vigtigste af det hele
Men vigtigst af alt håber jeg, at ens barn ved, at uanset alder, kan de altid række ud til en snak – om alt. Både det svære og det mindre svære.
Og jeg minder mig selv om, at min datter stadig er min datter. Diabetes er blot en følgesvend.
Det er hende, der er den vigtigste.
Hun er ikke sin sygdom. ❤️